”Hvis vi bliver ved med at flirte med endnu flere begrænsninger på, hvordan virksomhederne kan kommunikere med deres kunder bliver det i sidste ende både til skade for virksomhederne og forbrugerne", konstaterer direktør i DRRB Bjørn Karsholt

DRRB Branchestatistik 2010

Anslag mod den kommercielle ytringsfrihed bekymrer reklamebranchen

Efter et hårdt kriseår er resultatet og beskæftigelsen stille og roligt på vej tilbage i reklamebranchen. Blandt andet fordi mange har bredt forretningen ud og fokuseret endnu mere på kundernes vækst og forretningsudvikling. Politisk udfordres branchen dog stadig af gentagne anslag mod den kommercielle ytringsfrihed, og det bekymrer DRRB.

Mens reklame- og relationsbureauerne måtte konstatere et fald i omsætning og bruttoavance på henholdsvis 16,2 pct. og 8,2 pct. i 2009, er resultaterne mere positive i 2010. En øget omsætning på 6 pct. og en stigning i bruttoavancen på 11 pct. bringer driftsresultatet tilbage i omegnen af 2006-niveauet. Det har også betydet en 6 pct. øget beskæftigelse.

”Økonomien i reklamebranchen er langsomt i bedring, og det skyldes at virksomhederne igen er begyndt at se reklame som en investering og ikke som en omkostning. Men også at mange bureauer har bredt forretningen ud. Branchen favner langt bredere end for bare fem år siden, og hjælper langt flere kunder med produktudvikling, forretningsudvikling og innovation med udgangspunkt i vores helt unikke viden om forbrugerne”, fortæller formand for Danske Reklame- og Relationsbureauers Brancheforening (DRRB) Mona Juul.

Der er med andre ord kommet flere varer på hylderne, og ifølge Mona Juul også flere medlemmer i foreningen:

”Vi kan se, at danskernes medieforbrug fortsat stiger, og det gælder både de traditionelle medier som TV og de nye, digitale medier. Flere og flere bureauer finder derfor ind i branchen, ikke mindst de digitale, og det er kun med til at gøre os stærkere. For vi har det til fælles, at vi kombinerer det kreative og originale med det forretningsmæssige”.

Mindre kommerciel ytringsfrihed til skade for forbrugerne.
Den gradvise bedring i økonomien risikerer dog at blive trægere hvis aktuelle forsøg på at indskrænke den kommercielle ytringsfrihed lykkes. Tilbudsaviser, kuponer og cookies er under angreb, og det risikerer at skade virksomhedernes muligheder for at fortælle forbrugerne om deres varer og ydelser.

”Vi er ude i noget meget fundamentalt ved det at drive virksomhed. Hvis vi bliver ved med at flirte med endnu flere begrænsninger på, hvordan virksomhederne kan kommunikere med deres kunder bliver det i sidste ende både til skade for virksomhederne og forbrugerne. Aldrig har danske forbrugere været så velinformerede og stærke som de er i dag, og det skal vi holde fast i. Når virksomhederne konkurrerer med tilbud og markedsføring, er det med til at sikre forbrugerne lavere priser", konstaterer direktør i DRRB Bjørn Karsholt.

For yderligere information:
Mona Juul, formand for DRRB, mob. 29 68 49 18
Bjørn Karsholt, direktør i DRRB, mobil 22 43 33 44 / telefon 33 11 44 44.

Om DRRB Branchestatistik 2010
Brancheanalysen er baseret på regnskabstal for foreningens bureauer. Nøgletallene er validerede af revisor, og analysen giver således et meget nøjagtigt og pålideligt billede af bureauernes økonomiske udvikling i 2010.

Download den samlede analyse